Tre udviklingslinjer

Jeg arbejder ud fra en helhedsorienteret forståelse af menneskelig udvikling. Jeg er blandt andet inspireret af den amerikanske filosof Ken Wilber, som peger på, at vi udvikler os på flere planer samtidig – ikke kun psykologisk, men også bevidsthedsmæssigt og følelsesmæssigt.

Derfor arbejder jeg med tre centrale områder i terapien:

Modning handler om din personlige og psykologiske udvikling. Her ser vi på dine mønstre, relationer og den måde, du forstår dig selv og dit liv på. Målet er, at du bliver mere bevidst, mere nuanceret og bedre i stand til at stå i dig selv.

Opvågning handler om bevidsthed og nærvær. Mange oplever, at de lever det meste af tiden oppe i hovedet – men det her handler om mere end bare mindre stress eller at være mere til stede. Det peger på et skifte i, hvordan vi oplever os selv og verden.

Til daglig føles det ofte, som om der er et “mig” herinde, der kigger ud på en verden “derude”. I en non-dual bevidsthed kan den oplevelse begynde at løsne sig. Der er stadig tanker, følelser og sanseindtryk – men uden den samme følelse af at være et adskilt, isoleret selv i centrum af det hele.

I terapien er det ikke noget, vi prøver at presse frem eller opnå. Det er mere noget, vi stille og roligt kan åbne os for – ofte gennem nærvær, nysgerrighed og enkle bevidsthedsøvelser. For mange bliver det et vigtigt supplement til det psykologiske arbejde og giver en anden slags frihed, som ikke afhænger af at skulle ændre på tanker, følelser eller ydre omstændigheder.

Heling handler om at arbejde med det, der stadig sidder fast. Det kan være gamle sår, traumer eller ubevidste mønstre, som påvirker dig i dag. I et trygt rum arbejder vi med at forstå og løsne det, så du får mere frihed i dit liv.

De tre områder hænger tæt sammen. Du kan godt udvikle dig på ét plan, men hvis resten ikke følger med, vil det ofte kunne mærkes. Derfor integrerer jeg både klassisk psykoterapi, kropslig opmærksomhed og et spirituelt perspektiv i mit arbejde.

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *